Signe Wenneberg får overdraget ”Brombærhuset”

FSC Danmark havde i går, torsdag den 9. oktober, fornøjelsen af at være med til overdragelsen af Signe Wennebergs nye sommerhus. Solen skinnede smukt over Nordsjælland og alle de tilstedeværende var glade og stolte over, at projektet er lykkedes så fint.

Signe åbnede arrangementet ved at holde en personlig takketale. Her takkede hun alle, der havde været en del af sommerhusprojektet. Signe takkede især Hans Erik Sørensen fra Tisvilde Byggeservice for det gode og tætte samarbejde de har haft igennem de seneste måneder. Foruden Hans Erik takkede Signe alle de håndværkere, der har gjort det muligt at bygge det sommerhus, som bliver det første FSC-certificerede sommerhus i Europa. Ikke kun håndværkerne fik en tak. Signe talte også til arkitekten Erik Juul, certificeringsvirksomheden Orbicon A/S og FSC Danmark og takkede for det tætte arbejde, der har gjort det muligt at gøre sommerhusprojektet til virkelighed.  

Efter Signes smukke tale, havde både Hans Erik og Erik Juul nogle ord at tilføje. De fandt byggeriet spændende og interessant og påpegede begge, at det havde været en fornøjelse at arbejde sammen med Signe.

Fra FSC Danmarks side kan vi tilføje, at det var en fornøjelse at deltage i arrangementet. Det var tydeligt at mærke den glæde og stolthed der er omkring sommerhuset, fra alles sider. Sommerhusbyggeriet står nu færdigbygget og ”Brombærhuset” stråler i sommerhusområdet på Nordsjælland.