DLH

Selvom der i sagen hverken var tale om FSC-skovområder eller salg af FSC-træ, så foreskriver FSC’s regler, at man ikke kan associere sig med virksomheder, der står bag ulovlige aktiviteter.

Kim Carstensen, Generaldirektør i FSC International, kommenterer sagen således: "Købet af ulovligt træ har alvorlige konsekvenser for rettigheder og levevilkår for de små landejende lokale samfund, og vores fortsatte samarbejde med DLH Gruppen ville uden tvivl sætte FSC-systemets troværdighed i fare."

Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark, er ked af sagen: ”Vi er selvsagt kede af sagen og har betragtet DLH som gode og stærke samarbejdspartnere omkring FSC-certificeret træ og udbredelsen af FSC-mærket igennem tiden. Men samtidig må vi jo erkende, at sagens karakter er så alvorlig, at vi som FSC-system har været nødsaget til at tage dette skridt og dissociere os fra DLH. Det er ikke noget, som vi gør med let hjerte, men efter grundige undersøgelser og nøje overvejelser.”

Dissocieringen betyder, at DLH’s selskaber på globalt plan efter tre måneders varsel, den 12. maj 2015, vil få frataget sine FSC-certifikater. Da selskabet er under afvikling, betyder dette i praksis, at DLH Nordic og DLH Frankrig fra denne dato ikke længere vil kunne sælge FSC-certificerede varer, og at deres tilbageværende lagre mister deres status som værende FSC-certificeret.

Baggrund
Sagen om dissociering stammer fra en formel klage fra februar 2014, hvor Global Witness pegede på, at DLH havde købt ulovligt træ fældet i Liberia under såkaldte ”Liberian Private Use Permits” (Private hugsttilladelser), og at det ulovligt fældede træ var blevet solgt til Bangladesh, Kina og Frankrig. Det blev fundet, at tilladelserne var ulovlige.

Klagepanelet blev oprettet i juli 2014 for at foretage en uafhængig vurdering af klagen og afgøre, om DLH med FSC’s øjne var involveret i handel med ulovligt træ fældet under de liberianske Private Use Permits. Efter en detaljeret undersøgelse fra klagepanelet konkluderedes det, at der var klare beviser for, at DLH og dets datterselskaber gentagne gange havde købt ulovligt træ i Liberia i 2012.

Betingelser for re-associering
Den 8. januar 2015 fremlagde FSC’s Internationale bestyrelse en række betingelser for DLH, som de skal opfylde, før FSC kan re-associere sig og virksomheden opnå FSC-certificering igen:

  • Der er udviklet og implementeret en handlingsplan for at kompensere for de tab og mistede indtægter i de lokale samfund i Liberia, som DLH igennem Private Use Permits opkøbte fra. Handlingsplanen skal udvikles og implementeres på baggrund af frit, forudgående og informeret samtykke fra de berørte lokale samfund i Liberia og overvåges af en anerkendt NGO. Samtidig skal handlingsplanen genoprette potentielt konverteret naturskov eller ødelagte områder af høj bevaringsværdi. Handlingsplanen skal godkendes af FSC’s internationale bestyrelse, før den gennemføres.
  • En grundig tredjepartskontrol bekræfter, at DLH’s due diligence-system lever op til relevante standarder for best practice både på papiret og i praksis. Dette testes især i et udvalg af højrisikoområder for at sikre, at begivenheder lignende dem i Liberia ikke gentages.
  • FSC’s udgifter til etablering af klagepanelet, og dets arbejde er dækket.

For mere information, herunder et resumé af rapporten fra klagepanelet, klik her.

For yderligere information kontakt Loa Dalgaard Worm
Mail: loa@fsc.dk
Tlf.: +45 28 78 08 19

FSC_newsentry_1423665915_file.pdf
PDF, Størrelse: 347.87KB
FSC_newsentry_1423666336_file.pdf
PDF, Størrelse: 248.55KB
FSC_newsentry_1423727501_file.pdf
PDF, Størrelse: 406.67KB
FSC_newsentry_1423727626_file.pdf
PDF, Størrelse: 101.39KB