
Det er noget helt særligt at opleve, hvordan vores netværk vokser på tværs af organisationer - det er styrken ved at være en forening. Vores årsdag er et af årets højdepunkter, og vi glæder os allerede til næste gang,” siger Søren Dürr Grue, direktør i FSC Danmark.
Udover den årlige generalforsamling bød årsdagen på inspirerende oplæg, om hvordan FSC kan styrke din forretning i en verden med nye krav og dagsordener, og hvordan vi sammen kan tackle aktuelle udfordringer og drive en positiv forandring.
Skovene under pres
Sofie Tind Nielsen fra WWF Verdensnaturfonden pegede på den nære kobling mellem klima, biodiversitet og skove og satte tal på det globale forbrug: "Hvis alle levede som os, skulle vi bruge 4,2 jordkloder.” Hun mindede om, at skovene huser langt størstedelen af verdens landlevende arter – og at ødelæggelsen af dem sker med alarmerende hast: "Derfor er FSC og skovrelationer vigtigere end nogensinde. Lad os bruge træ langt mere klogt og vende kurven."
Investeringer i naturens ydelser er ikke længere fremtid – de er i gang
Lars Skovmøller fra FSC Danmark gjorde økosystemtjenester konkrete: "Kan en stol eller bygning have indflydelse på en perlesommerfugls liv? Eller en skovelefant eller orangutang for den sags skyld?" Svaret er ja, og det sker allerede nu igennem økosystemtjenestecertificering - værktøjet til at arbejde med biodiversitet, CO2, luft, friluftsliv, jord, vand og kulturelle værdier.
Til at repræsentere det konkrete arbejde med FSC og økosystemtjenestecertificering i skoven havde vi besøg af Skovdyrkerne Øerne og Dalgas, som delte deres erfaringer med at skabe et økonomisk fundament til endnu mere biodiversitet i de danske produktionsskove i samarbejde med skovejere, organisationer og virksomheder.
Asger Strange Olesen fra International Woodland Company (IWC) introducerede FSC’s økosystemtjenesteprocedure og de muligheder, den giver både i værdikæder og i dialogen med investorer: "FSC-certificering er det bedste værktøj, vi har.”
Et internationalt blik på FSC og lovgivning
Nye lovkrav og reguleringer kan skabe vigtige forandringer for naturen, men kan også sætte virksomheder under pres. Saija Hotti, Head of Policy Alignment hos FSC International, fortalte, om hvordan FSC arbejder proaktivt med at tilpasse sine standarder og værktøjer, så virksomheder nemmere kan navigere i kravene.
Hvad har kødbakker, shampooflasker, IT-affald og brillestel at gøre med fremtidens skovbrug?
Vi står midt i en grøn omstilling, hvor nye dagsordner som cirkulær økonomi bliver stadig vigtigere.
FSC Danmarks Loa Worm satte scenen for hvordan FSC arbejder med cirkulære løsninger:
FSC's mission har altid været at sikre, at verdens skove forvaltes på en måde, der er miljømæssigt, socialt og økonomisk ansvarlig. Og det er den stadig! Men vi er også nødt til at åbne vores løsningsdesigns, så vi kan være med til at lette presset på skovene. Ganske kort fortalt forestiller vi os en fremtid, hvor FSC ikke kun sikrer stærke økosystemer ude i skovene men også er med til at sikre at materialer bruges, genbruges og genanvendes i stedet for at blive spildt.
Jan Bertelsen inspirerede med helt konkrete cases fra Daarbak Design, som har satset kæmpestort på cirkularitet som konkurrencefordel: "Vi skal have styr på vores eget penalhus og gå forrest. Derfor bruger vi affald som ressourcer, og jeg tror på, at det i fremtiden bliver billigere at være ansvarlig."
Jan Bertelsen er desuden engageret medlem af FSC Danmarks netværk for cirkulær økonomi: "Det er en af de få ting, jeg gider deltage i – jeg får virkelig meget ud af det."
Medlemmer hyldet med 100% FSC-diplom
FSC Danmark hylder også hvert år på årsdagen de medlemmer, som siden sidst har indført en 100% FSC-politik eller målsætning på en eller flere produktgrupper og meldt det offentligt ud.
I år modtog Fog & Venø et diplom. Se hvem der tidligere har modtaget et 100% FSC-diplom her
At deltage i FSC’s årsdag og modtage denne pris på vegne af Fog & Venø er noget, jeg er meget ydmyg over. Vi er stolte af vores 100% FSC-politik – og især af det engagement, hele virksomheden har vist de seneste tre år for at gøre certificeringen til en integreret del af vores forretning. Det her viser, at vi kan gøre en reel forskel – sammen, siger Katrine Trærup Nielsen, Head of Business Development & ESG hos Fog & Venø.
Valg til bestyrelsen
Til generalforsamlingen var Anders Kroman Liin fra Dansk Erhverv på valg i det økonomiske kammer. Desuden opstillede Tanja Blindbæk Olsen fra TMI (Træ- og Møbelindustrien) og Lisbeth Lyck Sevel fra Ørsted. Alle tre kandidater blev valgt ind.
I det sociale kammer var ingen kandidater på valg.
I miljøkammeret var Marie Sigvardt fra Red Orangutangen, på valg og blev genvalgt.
I FSC Danmarks bestyrelse sidder nu:
Økonomisk kammer
- Kristian Fribo, STARK
- Anders Kroman Liin, Dansk Erhverv
- Tanja Blindbæk Olsen, TMI (Træ- og Møbelindustrien)
- Lisbeth Lyck Sevel, Ørsted
Miljøkammer
- Marie Sigvardt, Red Orangutangen
- André Mildam, Verdens Skove
Socialt kammer
- Mads Flinterup, Hedeselskabet
Hos FSC Danmark vil vi gerne takke alle deltagere for deres opbakning til og engagement under generalforsamlingen.
En særlig tak til Peter Kristensen, som i år afgav formandsposten efter mange års engageret arbejde i FSC Danmarks bestyrelse.