Print 
Registrering som FSC-forhandler (forhandlerlicens)
Flere og flere butikker og webshops forhandler FSC-certificerede produkter til forbrugere og andre slutbrugere. Men FSC’s fulde navn, logo og forkortelsen ”FSC” er alle tre beskyttede varemærker. For at bruge disse varemærker i salg og markedsføring af FSC-certificerede produkter til slutbrugere skal en virksomhed derfor godkendes som forhandler hos FSC Danmark. I daglig tale kalder vi en sådan godkendelse for en forhandlerlicens.
| At blive FSC-godkendt forhandler er simpelt. Man kontakter FSC Danmark på logo@fsc.dk og anmoder om godkendelse som forhandler af FSC-certificerede produkter. Du er også velkommen til at ringe til os på tlf. 88709518, hvis du har spørgsmål. |
Herefter følger fire enkle trin, der som regel kan gennemføres i løbet af en eller to dage:
- I fremsender en kopi af jeres faktura på de produkter, I gerne vil sælge og markedsføre som FSC-certificerede. Det er vigtigt, at fakturaen angiver disse som ”FSC” på varelinien (se mere nedenfor).
- FSC Danmark reserverer et licensnummer i FSC’s internationale system til din virksomhed. Samtidig modtager I en kontrakt til underskrivelse, hvori I forpligtes til at overholde FSC’s varemærkeregler og sende al fremtidig brug af FSC’s logo og ørvige varemærker til godkendelse hos FSC Danmark før publicering.
- I modtager en kopi af kontrakten, en pakke med højtopløselige logoer, en guide i varemærkebrug og bliver samtidig registreret som forhandler på vores hjemmeside og i den internationale database. I er herefter klar til at reklamere for FSC-certificerede produkter.
- Vi gennemser og godkender jeres varemærkebrug, før I offentliggør det (se mere nedenfor).
Sporbarhed og fakturakontrol
For at kunne sælge et produkt som FSC-certificeret skal I også selv have købt det som FSC-certificeret. Det er således ikke nok, at produktet på emballagen er angivet som FSC-certificeret. Det skal også fremgå af alle salgsdokumenter fra jeres leverandør.
Hvorfor kræves fakturakontrol?
Årsagen er, at FSC er et sporbarhedssystem, og hvis ikke produkterne sælges som FSC-certificerede mellem virksomheder, forsvinder sporbarheden på produkterne. Når vi mister sporbarheden, kan vi heller ikke kontrollere, at ikke-certificerede produkter ikke blandes med certificerede. Det er derfor nødvendigt, at I selv køber produkterne af en certificeret virksomhed, og at virksomheden sælger jer produkterne som FSC-certificerede.
Markedsføring af FSC-produkter
Hver gang I gerne vil reklamere for et produkt som FSC-certificeret, skal I derfor som en del af jeres nye markedsføring fremsende en kopi/scanning af fakturaen til os i FSC Danmark til kontrol sammen med en elektronisk version af den markedsføring, I gerne vil lave.
I må gerne slette alle prisangivelser på fakturaen, men det er vigtigt, at vi kan se leverandørens navn, adresse og certificeringsnummer (CoC-nummer), da vi skal tjekke deres ægthed i vores databaser. Vi kan på den måde give jer sikkerhed for, at de produkter, I gerne vil sælge som FSC-certificerede, også er det. Vi behandler naturligvis dokumenterne med fortrolighed, men vil lave en scannet kopi og beholde den i jeres sagsmappe hos os.
Denne proces vil gentage sig, hver gang I gerne vil reklamere for et nyt produkt som FSC.
Prisen for registrering som godkendt forhandler
I samarbejde med FSC International har FSC Danmark fastsat en årlig afgift for registreringen som forhandler. Priserne er fastsat således, at man betaler for antallet af godkendelser i løbet af året. Godkendelser udregnes per produkt, der ønskes markedsført i webshop, katalog med videre. Kontakt FSC Danmark, hvis du er i tvivl om, hvilken kategori jeres virksomhed skal placeres under.
> Hent registreringsskema (dansk)
> Hent registreringskema (engelsk)
|
Prismodel for forhandlerlicens
|
| Kategori |
Pris pr år
|
| Kategori 0: Registrering af NGOer, der kun formidler om FSC og ikke sælger produkter, samt webshops med FSC-omsætning under 20.000 kr. |
0 kr. |
| Kategori 1: Udelukkende registrering/ Webshop (over 20.000 kr. i FSC-omsætning) |
750 kr. |
| Kategori 2: Registrering og op til 5 godkendelser om året |
1500 kr. |
| Kategori 3: Registrering og op til 15 godkendelser om året |
4500 kr. |
| Kategori 4: Registrering og ubegrænset antal godkendelser om året |
5250 kr. |
Når I registreres som forhandler, laver vi i fællesskab en estimering af, hvor mange varemærke-godkendelser I vil få behov for i løbet af året. Hvis I får flere godkendelser, vil I blot blive faktureret for forskellen mellem jeres eksisterende trin og det næste. Hvis I har haft færre godkendelser, end I har betalt for, vil forskellen mellem jeres eksisterende trin og det foregående ligeledes blive modregnet på faktureringen for det følgende år.
Godkendelse af varemærkebrug
Når I bruger FSC’s logo, fulde navn eller forkortelse i forbindelse med jeres virksomhed eller nogle af jeres produkter, skal det godkendes hos os i FSC Danmark. Det er ligegyldigt, om varemærkebrugen sker i kataloger, på hjemmesider, i informationsmaterialer eller andre steder.
For at få en varemærkebrug godkendt, skal I sende en elektronisk version af det til logo@fsc.dk. Selve godkendelsen plejer at kunne foretages i løbet af en eller to dage.
Før I sender varemærkebrugen til godkendelse, skal I tjekke, at den overholder FSC’s regler og indeholder:
- Jeres logokode (FSC C000000)
- En henvisning til www.fsc.org
- Et off-produkt statement, der forklarer hvad FSC er, eks. ”bæredygtigt skovbrug”
Hvis I bruger FSC’s prefabrikerede logoer til markedsføring (off-product logoer) uden at ændre på dem, vil logoet allerede overholde alle tre ting. Logobrugen skal dog stadig godkendes hos FSC Danmark i dette tilfælde.
Hvis jeres logobrug udelukkende er en beskrivelse af en vare som FSC-certificeret som en del af en varetekst, kan de tre elementer være indført et andet sted i kataloget eller på hjemmesiden end i forbindelse med selve produktet.
Al ny brug af FSC’s varemærker skal altid godkendes hos FSC Danmark. Dog skal genoptryk af tidligere godkendte materialer ikke godkendes.
Eksempel på logobrug for webshop
En webshop sælger FSC-certificerede produkter. FSC’s logoregler overholdes på denne måde:
- Under selve produktet beskrives produktet som FSC-certificeret i selve vareteksten. FSC’s logo indsættes eventuelt i forbindelse med produktet.
- Andetsteds på siden, eksempelvis under ”Om os” eller i et eventuelt miljø-afsnit, beskrives det, at virksomheden er godkendt som forhandler af FSC-certificerede produkter. Her indsættes jeres logokode, en henvisning til www.fsc.org samt en beskrivelse af, hvad FSC er. (Se eksempler her).
- Før publicering sendes logobrugen samt en kopi af jeres købsfaktura til godkendelse hos FSC Danmark på logo@fsc.dk.
Eksempel på logobrug i kataloger
En forhandler af havemøbler og legeredskaber til slutbrugere vil gerne reklamere for sine produkter som FSC. FSC’s logoregler kan overholdes på følgende måde:
- Et enkelt sted i kataloget laves en boks, som beskriver hvad FSC er. Her sættes også virksomhedens licensnummer, en henvisning til www.fsc.org og et FSC-logo.
- For hvert produkt, der er FSC-certificeret, skrives det ind i vareteksten og der kan også indsættes et FSC-logoet alene eller FSC’s prefabrikerede FSC-markedsføringsboks.
- Før publicering sendes logobrugen samt en kopi af jeres købsfakturaer til godkendelse hos FSC Danmark på logo@fsc.dk.
Om Trademark Service Provider-programmet
Fra 1. januar 2011 begyndte FSC International at udrulle et nyt og omfattende program for kontrol og godkendelse af brugen af FSC’s varemærker over hele verden. Målet er fortsat at beskytte troværdigheden af FSC’s logo og varemærker på trods af stadig mere udbredt brug af dem på alverdens produkter.
Trademark Service Provider (TSP)-programmet går ud på, at en eller flere enheder i et land godkendes af FSC International i Bonn til at varetage FSC’s trademarkbeskyttelse i det pågældende land. Som regel vil der være tale om det nationale kontor for FSC.
Denne enhed varetager herefter funktionen med at godkende og registrere forhandlere, godkende logobrug og lave stikprøvekontrol af fakturaer for indkøbte produkter hos de godkendte virksomheder. Enheden vil også undervise godkendte forhandlere i logobrug og assistere virksomhederne i deres brug af FSC’s varemærker.
Alle nye godkendte virksomheder i Danmark vil fra 1. april 2011 indgå i TSP-programmet, mens eksisterende forhandlerlicenser (tidl. logolicenser) fra 1. januar 2012 vil overgå til programmet.
|

FSC har indført et nyt logolicenssystem for forhandlere (ikke CoC). Læs mere her. |

|
|