Print

Beskytter natur og gavner klimaet

FSC-mærket er en garanti for, at skove drives bæredygtigt, og at der ikke fældes mere træ, end skovene kan nå at reproducere naturligt. Dette betyder også, at en FSC-certificeret skov set over en længere periode er CO2-neutral, da skovens biodiversitet bevares.
 

Skovene er essentielle i CO2-regnskabet

Mere end 20% af verdens CO2-udslip stammer fra fældning og afbrænding af skove. Det svarer til den mængde CO2, som det ville koste at sende 8 mio. mennesker med fly fra London til New York hver eneste dag.

Det sker, fordi der hver dag forsvinder skov i et areal svarende til 30.000 fodboldbaner. Områderne, hvor skoven var, omlægges oftest til anden brug som eksempelvis marker eller plantager.

Det giver derfor rigtig god mening at passe på skovene og sørge for, at mindre skov forsvinder. Det betyder dog ikke, at vi skal holde op med at bruge skovene eller træ i det hele taget.

Træ er nemlig stadig det mest CO2-neutrale materiale, vi har. Så der er god fornuft i at bruge træ og papir, som vi plejer, det skal bare være med omtanke - med FSC-mærket.
 

FSC er fornuftig skovdrift

I en FSC-certificeret skov fældes træerne skånsomt og bredt, så skovdækket holdes så konstant som muligt. Dette gør, at CO2-niveauet i skoven også holdes konstant.

I nogle skove kan det dog også i en FSC-certificeret skov være tilladt at lave renafdrift af et sammenhængende område af gangen - eksempelvis i nåletræskove. Da nåletræer har rødder, der løber langs jorden, står de ikke så solidt som løvtræer. Derfor vil de vil vælte under en storm, hvis enkelte træer er blevet pillet ud løbende. I disse skove skal man naturligvis stadig leve op til resten af de strenge regler om FSC - som eksempelvis fredning af områder i skoven, beskyttelse af truede arter af dyr og planter, etc.  

En FSC-certificeret skov står altid i modsætning til den udbredte ulovlige skovhugst, der foregår overalt i verden, og hvor dele af skove fældes eller nedbrændes fuldstændigt, hvorved store mængder CO2 frigives på én gang.
 

Vi passer på dyrene

Bæredygtigt drevne skove har ikke kun en betydning de mennesker, som lever i og af dem. Også dyr og planter, som er dybt afhængige af skovenes naturlige ressourcer, sikres ordentlige forhold.

I en FSC-skov lever truede dyr en tryg tilværelse, fordi områderne de lever i, fredes mod fældning. Samtidig bevares sjældne planter og kilder og vandløb beskyttes. Skovens drikkevand og vandløb bevares på den måde naturligt og sikres mod forurening.

Alle disse strenge krav giver tilsammen en skov, som både bruges og bevares på samme tid – også på længere sigt.
Genveje
Find FSC-produkter
Bliv certificeret
Bliv medlem
Logobrug
Certificering eller ej?
   Tag Quick-testen her!
Ugens Medlem

Klik her og læs mere om FSC Danmarks medlemmer